Velkommen!

Velkommen til min blog, håber du vil nyde lidt hyggelig læsning, eller måske står der nogle ting som interessere dig.
Se dig omkring, måske er der ren faktisk noget interessant du kan bruge eller hvor du også vil fortælle om dine erfaringer?

mandag den 16. marts 2020

En lille pause og opdatering

Hej alle!

Selv om folk snakker om, at de har mere tid til deres interesser nu end i hverdagen, takket være Corona-virussen...Så må jeg alligevel meddele at jeg bliver forsinket igen på fredag. Jeg er nemlig slet ikke hjemme fra onsdag-søndag, og jeg har ingen back-up indlæg at kaste ud til jer lige nu. :)

I det hele tager er jeg midt i en lidt travl periode i øjeblikket, hvor jeg ikke formår at sætte mig ned og skrive en masse. Det skal nok komme igen. Jeg kan dog meddele at rollespils-projektet, som nogle af jer nok har hørt om, er på skinner!

Vi skulle have været med til fastaval, bag vores eget bord med reklamer og snak om hvad vi laver: Det er desværre blevet aflyst. Til gengæld arbejder vi stadig videre på andre dele af projektet, hvilket inkluderer:
- En discordserver til nye som gamle, hvor man generelt kan stille spørgsmål/snakke om online tekstbaseret rollespil, samt styrke kontakten og dermed fællesskabet på tværs af hjemmesiderne. Vi håber den bliver aktiv snart.
- En facebook-gruppe, hvilket gør det nemmere for folk at finde os, invitere deres venner med og se hvad/hvor vi er fra tid til anden. For vi regner stadig med at deltage i andre events rundt om i landet, som vi finder nogle der er relevante for os, og hvor vi får lov til at deltage! :)

Derfor går min tid også meget med de små opgaver vi har der. Hvis du sidder og meget gerne vil deltage, kan du finde mig på Offgame som "Ghost", eller du er velkommen til at skrive her og så finder vi ud af noget. Folk er velkommen til både at deltage aktivt eller blot være med for at vise sin støtte, og se hvad vi laver. Og det gælder både nye som gamle, da vi alle har hvert vores perspektiv på rollespillet og dets udfordringer.

Pas på jer selv derude!
Vi ses :)

Mvh
The Writer






søndag den 15. marts 2020

Debattråde: Hvordan de kan håndteres

Jeg beklager igen forsinkelsen - der sker så meget i disse dage, også med corona og det hele. :)

Jeg kommer som regel i tanke om underlige ting, når jeg skal til at sove. Det er som om min hjerne får frit spil, hvortil den så henter gamle minder og episoder. Det er ikke det hele jeg gerne vil mindes lige meget, men det er også lidt sjovt at se tilbage på ting man har oplevet. Det føles lidt som om min hjerne til tider viser mig noget helt nyt og uventet, der som regel får mig til at overveje tingenes tilstand i dag.
En ting den mindede mig om mellem jul og nytår, var hvordan jeg engang håndterede en debat-tråde på Underworld. Vi snakker om en tråd der er mange år gammel, og som jeg ikke engang kan finde mere. Jeg kan bare huske at hovedpersonerne i den var personen, der startede tråden (Lad os kalde ham X), mig som administrator og en tredje fyr (lad os kalde ham Y). Kort sagt gik tråden rigtig dårligt for mig. Og nu skal jeg fortælle jer hvorfor - og hvordan man forhåbentlig kan lære at håndtere dem bedre!


En lille historie
Jeg husker ikke hvad debattråden handlede om. Jeg husker bare den var der for mange år siden, og at X og jeg ikke var de bedste venner i forvejen. Hvilket sikkert fik nogle personlige misforståelser ind i debatten, der til at starte med slet ikke hørte til der.

Det skyldtes til dels også en uheldig og uønsket episode, hvor X var administrator sammen med mig for en tid. Det er en historie for en anden dag.
Uanset hvad var han provokerende dygtig til at argumentere. Selv om jeg var uenig med ham, stod jeg tit i en situation hvor jeg ikke heeeelt vidste hvad jeg skulle svare. Dengang var jeg tilmed meget usikker oveni: I stedet for at se en debattråd helt og aldeles objektivt og tage emnet, som det blev præsenteret, blev jeg nok lidt for personlig omkring det. Jeg husker at jeg følte mig frustreret, og jeg husker at jeg følte kritikken i tråden på en måde var personlig - det er en af de første og største fejl man kan gøre, når man som administrator skal tage en debat-tråd seriøst.
Og det var også noget Y samlede op i tråden. Y var en meget moden person, og i stand til noget jeg ikke var: At argumentere på en objektiv og fattet måde. Så der gik ikke lang tid, før jeg følte det var de to (dygtige mennesker) imod en - lille mig. Kort historie lang kørte det lidt i et sidespor. Jeg husker det ikke som om vi direkte skændes eller noget. Jeg husker faktisk slet ikke hvordan tråden sluttede. Jeg husker bare frustrationerne, følelsen af usikkerheder og det at være helt alene med sine synspunkter (jeg følte dengang at de trampede løs på mig, der knap nok kunne forsvare mig) og samtidig var jeg ked af og skammede mig over, hvor dårligt jeg havde taget imod tråden. En ting både X og Y også havde bemærket og kommenteret på.
Det skal lige siges Y samtidig var en person jeg personligt så lidt op til dengang. Så det var en hård tråd! Og desværre ikke den eneste, fra den tid, som jeg ikke formåede at håndtere ordentligt.
Hvis nogen læser med, og genkender scenariet med mig, vil jeg på forhånd gerne undskylde for det. Men det er heldigvis så mange år siden og jeg kan godt lide at tro, at jeg har udviklet mig en del siden da! :)


Vi har alle vores svagheder
Hvad skal I få ud af min lidt sørgelige historie?
For det første er jeg ingen perfekt gud, blot fordi jeg er administrator. Jeg har været administrator i mange år og jeg har altid nydt det - men der har også været hårde episoder, der har været med til at skabe mig både som menneske og administrator.
Som mennesker laver vi også fejl. Hvilket er hårdt, hvis man er perfektionist som mig! Netop fordi jeg var (og er) perfektionist, tog jeg nok tingene alt for personligt. Og det kan jeg stadig finde på at gøre i dag.
Men til forskel fra dengang, er jeg opmærksom på det i dag. Jeg VED at jeg kan finde på at reagere sådan. Det gør det nemmere at undgå. Jeg VED jeg skal trække vejret dybt og måske vente lidt med at svare en tråd, så jeg netop kan give den objektive og fine debat som en tråd fortjener - og ikke pludselig personlig drama, der formentlig aldrig var tiltænkt. Det har jeg lært om mig selv igennem hårde episoder som den tidligere nævnte. Hvor uønsket den så end har været for alle parter. Klog af skade, som man si'r!
I dag kan jeg godt lide at tro, at jeg er blevet meget bedre på det område. Det er jeg uden tvivl også, selv om jeg nok aldrig bliver helt så god, som jeg gerne vil være.


Hvordan skal man så håndtere en debattråd?
Her er nogle fif til at håndtere en tråd bedre, end jeg gjorde for flere år siden. Det er fif jeg selv bruger, hvis jeg føler tråden/debatten er svær. Og de kan også bruges til generelle kritiske tråde. Bare husk at tingene godt kan være personlige: Har man et uvenskab med personen, kan der ligge indirekte hentydninger som andre måske ikke kan se. Eller måske er der ligefrem direkte kritik, der udspringer af uvenskabet: De tråde skal man virkelig være forsigtige med!
Debattråde er selvsagt for at debattere: Desværre kan man være så uenige, at de bliver til et skænderi i stedet. Husk at debat og skænderi ikke er det samme. Husk at debat og kritik ikke altid er det samme (men kan være det).
Nogle af rådene tager udgangspunkt i, hvis man har en tendens til at tage nogle af tingene lidt for personligt.

- Læs tråden.
Det siger måske sig selv. Det er svært at svare på noget, når man ikke engang ved hvad tråden handler om. Men faktisk vil jeg foreslå at læse tråden flere gange! Uanset hvor lang den er. Læs den ikke blot en gang og så skriv det første og bedste du kommer i tanke om: Læs den. Læs den igen. Endnu bedre! Læs den...Tag en pause...Læs den så igen! Du vil opdage at visse pointer, du måske tog personligt i starten, pludselig kan stå i et andet lys. Måske kan du bedre se helheden i tråden, eller se hvor pointerne kommer fra. Det gør det nemmere for dig selv at besvare debattråden på en objektiv og ordentlig måde.
Jeg tager ydermere udgangspunkt i hvis man er UENIG med trådens pointer/personen der startede tråden. Er man enig, er der ikke meget at rafle om: Måske et par kommentarer, men alt i alt skriver man jo næsten kun "Jeg er enig" eller "det ser vi lige på, måske kan vi få det indført!".

- Giv dig tid.
Dette råd relaterer måske lidt til det første. Men ofte bliver en tråd svaret på en dårlig måde, fordi man ikke giver sig tid: Man skriver det første og bedste man tænker, ud fra det første indtryk man fik af tråden. Uanset om man selv har læst noget ind i den, der egentlig ikke var der. Nogensinde hørt og lille- og storehjernen? Jeg læste engang en bog, skrevet af en eller anden klog mand. Den handlede om hjernen og opfattelser. Lillehjernen er hurtig - den styrer vores første reaktion og de første følelser i en situation. Fight or flight. Den har ikke brug for mange informationer og den har SLET ikke brug for at tænke over tingene to gange!
Storehjernen? Den skal have tid. Den kan bedre sætte nogle af de personlige og følelsesmæssige opfattelser til side, den kan bedre se det logiske i et argument, eller finde logiske svar til et. Den har bare brug for lidt flere oplysninger, og lidt mere tid.
Hvis man bare går efter lillehjernens reaktion hele tiden, bliver det hele forhastet og oftest forkert. Det var ens første indskydelse, som måske ikke var den rigtige. Vent lidt på storehjernen, se så om det ikke ændrer sig lidt. :)
Nogensinde følt du først havde de gode argumenter til et skænderi, EFTER skænderiet var slut? Same deal!

- Ikke enhver detalje er lige relevant.
Hvis en debattråd er meget lang, kan det være nyttigt at dele det op i afsnit. Giv dem et tal eller lille overskrift, så kan folk også bedre finde frem til det de fandt relevant igen. Overskuelighed hjælper meget, når man ofte svarer langt på en lang tråd. Men husk også at alt ikke behøver et svar: Selvfølgelig skal du svare på trådens vigtigste pointer! Det er hele ideen! Men hvis der er en lille ligegyldig kommentar til noget, som i princippet er irrelevant for hovedpointerne, så gør det ofte ikke så meget, hvis man springer den over. Eller skriver "det er en diskussion for en anden dag". Dette gælder måske endnu mere, hvis man læser og svarer på andres tilføjelser i tråden, og ikke så meget i trådens startsindlæg. Men nogle gange stikker en tråd af og der kommer mange associationer frem: Bliv ved hovedpointen, så godt du kan. Tag kun de andre "mindre" ting hvis de virker relevante, eller du bare ikke kan lade dem ligge.

- Træk vejret dybt, vent lidt og svar så!
Hvis du er lige som mig, og tit kan tage en tråd lidt for seriøs og personlig...Så er det endnu vigtigere at man venter med at besvare den. Folk forventer ikke man er tilstede samtidig med tråden blev oprettet: Ligesom med emner, ved de godt der kan få timer eller ligefrem dage før de får svar. Så læs tråden, træk vejret dybt og tag en pause. Eller, hvis du har en rigtig god ven der forstår sig lidt på online tekstbaseret rollespil og som kender dine reaktionsmønstre, så tal om debattrådens emne med vedkommende. Få delt nogle meninger og kom af med dine "første og bedste" indskydelser til vedkommende. (Hvis vedkommende vil stå model til det: Spørg lige først!)
Ofte har du et mere velbegrundet forhold til trådens emne bagefter, fordi du allerede har tilsidesat de første og bedste indskydelser OG tilmed diskuteret dig frem og tilbage til nogle gode argumenter i sagen. Hvis du også er typen, der nemt føler dig alene i en diskussion, har det også den fordel at du føler nogen er med dig - selv hvis de ikke selv er tilstede i debattråden. Det kan give en større sikkerhed.
Dette gælder hele vejen igennem. Ikke kun når man læser starten, men lige så meget hvis man bliver lige så påvirket af resten af svarene. Træk vejret. Hold det så objektivt og venligt som du kan. Det er ikke sikkert det går helt perfekt, men i det mindste har du prøvet at holde det på en pænt niveau og ikke lade dig provokere: Da tråden er offentligt, kan det give dig nogle point som administrator. For vi må ikke glemme presset en administrator kan føle, velvidende at tråden er offentlig og folk formentlig dømmer ens evner på, hvordan man håndterer tråden!

- Svar ikke mere end nødvendigt.
En tråd løber løbsk, når man svarer så hurtigt, at der går ild i tastaturet. Det er når det går hurtigt, at en tråd kan eskalere. Men en anden ting er også hvis man bliver ved og ved og ved og ved....
Svar på pointerne, tag gerne debatten og vær både venlig og respektfuld over for vedkommende. Men bliver der blot sagt det samme hele tiden, uden noget ændrer sig eller du føler at du har sagt alt du kan om sagen...Så er der ingen grund til at blive ved. Skriv eventuelt at du har sagt det du gerne vil - eller, hvis det virker naturligt, bare lad være med at skrive mere. Det gælder ikke altid om at have det sidste ord, så længe det sidste man sagde var tilfredsstillende for debatten.


De personlige tråde
Når alt dette er sagt, findes der også tråde hvor folk direkte provokerer eller bliver personlige. Det skal man selvfølgelig ikke finde sig i. Det er okay at gøre folk opmærksomme på det, eller evt. lukke en tråd, fordi den ikke er ordentlig. Hvis man er i tvivl om der er noget personligt i den, kan det være bedre at skrive privat til vedkommende og spørge - pænt! - om der er noget mellem jer. Forhåbentlig er der det ikke. Men hvis der er, kan I så tage det op privat.
Det kan også være svært som administrator, der har lagt blod, sved og tårer i en hjemmeside, ikke at tage visse kritik-punkter lidt for personlige. Det må være vores forbandelse! :)
Det gælder selvfølgelig ikke alle...Men det gælder i hvert fald for mig!

Har I en god historie om lignende situationer? Eller gode råd til hvad man kan/ikke skal gøre i lignende situationer?

lørdag den 7. marts 2020

Om detaljer i en tråd

Beklager forsinkelsen! :) 

Her er nogle få råd til at få flere detaljer i sit spil, hvis man ønsker det. Det kan også være en inspiration. Mange detaljer er ikke et krav, men det er tit jeg møder folk der gerne vil kunne fylde mere fyld på deres skriverier.
Langt hen ad vejen kommer det med øvelse, især hvis man har emnepartnere der selv bruger en del detaljer. Det kommer også an på om man overhoved er typen, der ønsker at skrive langt - eller om man er tilfreds med den længde og det fyld man allerede har. Detaljer kan være med til at gøre emnet mere indlevende og spændende. Men for mange "ligegyldige" detaljer kan også blot gøre det unødvendigt langt og kedeligt. Det kommer tit an på ens emnepartnere, og hvor god man selv er til at formulere sig.

Jeg kan skrive ret langt. Men jeg gør det stort set kun hvis min emnepartner også gør det - og hvis vi føler os inspirerede til det. Vi elsker at fordybe os i vores karakterer og komme med baggrundsmateriale til dem undervejs. Men jeg har også emner, hvor jeg skriver langt mindre. Fordi mine emnepartnere gør, eller fordi emnet blot ikke lægger op til det helt store. Når man skriver langt selv, men ens emnepartnere ikke gør, KAN det virke udmattende for dem. Der er meget at læse, måske meget at svare på...Og tit føler de at de skal leve op til det og svare lige så meget. Så hvis du er typen der skriver meget, så vær på forkant. Skriv til dem at "hey, jeg skriver meget til tider. Du behøver ikke gøre det samme!". Det fjerner måske ikke hele deres behov for at leve op til deres egne forventninger. Men det kan måske hjælpe en smule. :)
Mindre kan nemlig sagtens gøre det! Så længe man svare på handlingen og samtalen i emnet, og giver lidt nyt til det, så behøver man ikke skrive 3 A4-siders værd af ekstra detaljer! :)

Man kan sagtens skrive fantastisk godt, uden at fylde på. Det er vigtigt for mig at understrege, for det virker tit til at være en fordom folk har: Åh gud, de skriver langt! De må være guder!Men det er langt fra tilfældet. Så hvis du er typen, der altid ender på den korte side af en lang tråd, skal du ikke være ked af det. Du kan sagtens være en god spiller alligevel - og du er det formentlig allerede! Husk på...Emnepartnere, du måske eller måske ikke ser op til i pågældende tråd, netop gerne vil skrive med dig. Netop gerne vil skrive en halv roman hver eneste gang. Det er et sikkert tegn på at dine indlæg inspirerer vedkommende nok til faktisk at skrive så meget hele tiden! Så det er et indirekte klap på skulderen til dig, lige der! Et sikkert tegn på du allerede gør det godt! :)

Lad os undersøge hvilke slags detaljer man kan dykke ned i...Husk at detaljer ofte kommer fra jeres egen fantasi. Luk øjnene og forestil jer situationen, omgivelserne eller jeres karakters måde at reagere på. Lad dig inspirere af film, spil og bøger. Hvordan bliver det beskrevet? Med tiden kommer de små detaljer naturligt til en, hvis de ikke gør det i forvejen! :)

Omgivelserne:
Et oplagt sted at sætte nogle detaljer, er ved ens omgivelser. Hvor er man henne? Hvordan ser der ud? Detaljerne her kan være med til at sætte en stemning. Er det en lysende blomstereng får man en fornemmelse af her er rart og varmt. Er det en mørk, kold og tåget kirkegård, har man fornemmelsen af at...Well. Her kan måske ske hvad som helst, og ikke nødvendigvis kun godt!
Dermed ikke sagt at stemningen ikke kan skifte undervejs i emnet. ;)
Det kan være nemmere at beskrive en natur-scene (f.eks. en skov, en mark, en vej) end et hjem. Det skyldes, tror jeg, at naturen er nemmere at beskrive: Der er ikke brug for lige så mange detaljer, og vi har ALLE set en skov eller eng før. Så vi har ikke brug for mange flere keywords end "græs, træer og blomster" før vi er ret godt med.
Alligevel kan man putte flere ting på her. Hvordan er vejret? På en sommerdag er der måske en lun brise. Måske dufter den af blomster? Finder din karakter duften god? Minder duften din karakter om noget? Har din karakter det varmt? Hov, var der ikke lige en sommerfugl...?

Det er ofte sværere, når man skal til at beskrive huse og hjem. Vi er ikke uddannede arkitekter, og nogle af os har svært ved at forestille os det ned til de mindste detaljer. Det har jeg selv. Så jeg prøver at give en ide om hvordan huset er, og så håbe folk kan nøjes med at forestille sig resten selv. Layoutet er som regel det vigtigste: Du skulle nødig have din emnepartner opfinder et værelse i dit hus, som slet ikke var der til at starte med!
Nogen tegner deres huse. Nogen finder billeder af huse til at give en ide om dets udseende. Nogen er gode til at beskrive dem - og andre, som mig selv, gør vores bedste. Bliver man helt forvirret over hvordan huset ser ud, kan man skrive en privat besked til hinanden og prøve at få nogle af detaljerne på plads. Men er man kun på besøg den ene gang, er der måske ingen grund til at gå i dybden med det.
Sørg for at beskrive det rum, som I opholder jer mest i. Din emnepartner har brug for at vide om de kan sidde ned, og evt. på hvad. Eller om der er varmt eller koldt, om der er noget at drikke og spise, eller hvad de umiddelbart kan se i lokalet. Det kan være en inspiration til dem selv, i forhold til hvordan deres karakter vil gebærde sig i lokalet. En samtale kan nemt blive en smule lang, så man fylder gerne små handlinger på - måske piller man lidt ved bordets dug fordi man er nervøs? Måske kigger man på bøgerne i reolen, for at få en ide om hvem man er på besøg hos? Måske nipper man til sin the undervejs? Måske kaster man vredt med en vase undervejs? I så fald kræver det at der overhoved ER en vase i lokalet til at starte med!

Reaktioner:
En anden vigtig faktor, måske langt vigtigere end at beskrive et helt hus, er hvordan ens karakter reagerer og tænker. Det er lidt op til ens spillestil, og hvor meget man vil manipulere ens emnepartner: Ikke alle beskriver sin karakters tanker og følelser, eller måske berører de det kun lidt. Eller måske snyder de dig og giver dig ikke alle detaljerne, fordi de vil give dig en overraskelse senere?
Derfor kommer vi ikke udenom at folk ofte reagerer på forskellige måder, til forskellige ting. Det er en del af deres personlighed, deres følelsesliv. Selv som erfaren kriminel, der er van til at skjule sine tanker for andre, vil man før eller siden blive forrådt af sit kropssprog...Kropssprog kan sige rigtig meget, og er måske noget af det vigtigste i vores spil. Vi sidder jo ikke over for hinanden og spiller - vi sidder alle bag hver vores computerskærm, ofte med mange kilometer imellem os. Hvordan kan folk opfange noget, lære noget om ens karakter, hvis vi ikke giver dem små tegn og spor at gå efter? Det gør spillet så meget sjovere, at lære hinandens små tegn og fagter! Og det giver spillet en tand af realisme, uanset hvilken vild verden man ellers er i! :)

Små og store reaktioner er derfor vigtige. Nogen er mere oplagte end andre: Hvis nogen bliver slået ihjel for øjnene af en, ved man som regel godt om ens karakter er typen der vil græde hysterisk, eller typen der er stille som en statue. Men hvad med de mindre ting? Måske er der et glimt i øjet, der viser noget? Et svagt smil? Måske er hånden på vej til noget, men vedkommende stopper sig selv i sidste øjeblik? Selv hvis man forklarer disse små handlinger undervejs, ved ens emnepartners karakter jo ikke baggrunden for dem: Deres karakter må gætte sig til hvad de betyder. Og det er disse fortolkninger, der kan være med til at afgøre en relation eller et forhold mellem karaktererne. Måske sker der misforståelser? Måske understreger de det sørgelige i situationen, det frustrerende eller truende?

Tanker og følelser:
Og som en naturlig forlængelse af kropssprog og mimik, har vi også følelser og tanker. Som nævnt før er det forskelligt hvor meget man dykker ned i disse ting: Men det er også detaljer man kan give af. De kan give emnepartnere et indblik hvem ens karakter egentlig er, hvilket igen kan give inspiration til sjove nye situationer eller fremtidige plots. Eller måske blot en bedre forståelse for den pågældende situation.
Hvad tænker karakteren på i den pågældende situation? Hvad føler karakteren over det der sker - og fremkalder det gode eller dårlige minder for vedkommende? At nævne følelser eller tanker kan også understrege eller lægge op til noget i emne: At nævne man er interesseret i den anden person, kan være startskuddet på en mulig romantisk relation. At nævne man ikke bryder sig om den anden allerede fra starten, kan være starten på en rivalisering. Den slags bliver tit spejlet hos ens emnepartner.Husk at tanker og følelser tit hænger meget sammen med kropssprog og mimik: De viser sig tit i form af små fysiske kendetegn, medmindre karakten har lært at modstå dem. Og selv da, så husk at det kan være sjovt at vise lidt af sin karakter en gang imellem! Hvis en karakter normalt er meget indelukket og ikke viser meget af sig selv, kan det få din emnepartner til at føle sig ekstra speciel, ved at denne har opnået netop det - og give anledning til langt mere og spændende spil, hvor I kan afprøve om vedkommende faktisk KAN lære mere om din karakter. Blot husk at det skal være sjovt for jer begge, omend også karaktertro! :)
Folk mister som regel en smule interesse, hvis de aldrig får lov til at indleve sig eller få en fornemmelse af din karakter. Hvad er der så at spille på?

Udefrakommende handling:
Hvis et emne virker kedeligt, eller hvis det blot giver mening i forhold til situationen/handlingen i emnet, kan det hjælpe at beskrive noget udefrakommende. Måske et uvejr, måske nogle NPC'er (Ikke-brugerstyrede karakterer man møder eller har til at arbejde for sig. F.eks. den lokale bager, vagter etc.) der vil røve jer eller hjælpe jer, måske monstre I finder eller som angriber jer. Glem ikke at verden omkring jer er levende: I er ikke de eneste to levende skikkelser. Der er en hel verden, der passer sig selv. Så at disse ting vil ske, er både meget mulige og ganske realistisk. Og kan sætte jer i nye situationer, der gør I kan lære hinandens karakterer bedre at kende, og som kan udvikle jeres relation til hinanden.
Disse ting skal som regel beskrives. En af jer er nødt til at præsentere det i emnet. NPC'er skal måske beskrives, et uvejr eller monster skal introduceres (Hvordan ser det ud? Hvor kommer det fra? Er der mange eller få - og virker de/det fjendtlige?).

Som I kan se, er der mange muligheder for at skabe flere detaljer i sit spil, samt mange ting man kan overveje i sit spil og omkring sin karakter. Der er mange måder at give sit spil lidt ekstra, uanset om det er en vigtig detalje eller en ny handling. At spille er et samarbejde: Bliver et emne kedeligt eller går det helt i fisk, er det ikke kun den enes skyld. Keder man sig i emnet og tænker ens emnepartner er kedelig og der intet sker...Jamen hvorfor opfinder du så ikke bare selv noget? Måske er man begge tom for ideer, måske er der ingen der overvejer at tilføje noget til emnet, før det blot går dødt. Nogle gange føles et emne kedeligt for den ene, men ikke for den anden. Det kan være en lidt øv-oplevelse, for den der faktisk godt kunne lide emnet...Men det er også okay. Man spiller forskelligt og vil gerne noget forskelligt med sit spil. Nogen kan slet ikke døje samtale-emner, de skal have action hver gang. Andre, som mig selv, elsker at have dybe samtaler! Så hvis det ene emne ikke lige kørte...Ærgerligt. Men så ved du din emnepartner ikke kan lide den slags spil, så næste gang du eller emnepartneren selv vil spille igen, ved I at I måske skal fokusere på noget helt andet. Det sætter selvfølgelig en naturlig begrænsning for hvor langt jeres karakterer kan lære hinanden at kende, hvis der er visse emner I aldrig kan have. Men måske finder I en vej uden om det? ;)

Selvfølgelig kan der være emnepartnere, man slet ikke har det godt med, uanset hvor meget man prøver. De er måske kedelige, de skriver ikke på en måde der tiltrækker dig, eller andre ting. Og det er også helt okay. Vi er heldigvis mange nok, til at man kan spille med alle de andre!


Måske er dette en af mine længste indlæg endnu. Det beklager jeg! Der er mange detaljer om...Detaljer?Håber det satte tandhjulene i gang og gav jer lidt inspiration :)

Spiller du med mange eller få detaljer? Hvordan putter du detaljer og handlinger ind i dit spil? Skifter du også mellem hvilken emnepartner du har fat i? Har du nogle gode råd og tips til at gøre sit spil mere levende og realistisk?