Velkommen!

Velkommen til min blog, håber du vil nyde lidt hyggelig læsning, eller måske står der nogle ting som interessere dig.
Se dig omkring, måske er der ren faktisk noget interessant du kan bruge eller hvor du også vil fortælle om dine erfaringer?

fredag den 24. januar 2020

At skrive et indlæg

Så lad os endelig fokusere på hovedværket: At skrive et indlæg.
Man skiftes til at skrive en bid af historien. Der sker noget overordnet i emnet/tråden - og man skiftes hver især til at opfinde en ny handling og til at reagere på den.

Starten:
Så før en tråd rigtig går i gang, skal man have oprettet en start. I har sikkert prøvet det, og ellers kommer I hurtigt til det. Det er ikke unormalt at helt nye spillere ikke tør - og derfor beder sine emnepartnere om at starte ud. De skal lige se hvordan man gør, trods alt. Og det er heller ikke unormalt at det IKKE er en populær aktivitet at starte et emne: Mange jeg har spillet med, har ikke tøvet med at sige jeg skulle oprette. Ganske enkelt fordi jeg ikke har haft så meget imod det, som andre virker til. Er det en fast emnepartner, skiftes vi som regel. Det er noget man finder ud af blandt hinanden. :)

Mange hjemmesider har en guideline til hvordan et emne skal skrives eller startes ud. Så sørg for at tjekke sidens regler eller guides på området. De fleste sider jeg selv har været på, har haft et fast skema: Startsindlægget har altid skulle indeholde informationer såsom sted, vejr, omgivelser, tiden og evt. andre ting. Samt selvfølgelig starten på en situation eller introduktion af ens egen karakter, så ens emnepartner har noget at "springe ind i".
Også her er der mange klicheer. Det er igen ikke unormalt at den mere uerfarne og/eller de knapt på kreative ofte opretter en emnestart, hvor vedkommende falder - og som regel tager den nye emnepartner med i faldet.
Derfor er det heller ikke unormalt at de erfarne spillere helst vil have et plot (En aftalt rød tråd, en situation eller handling der overordnet skal ske i emnet), fordi de såkaldte "tilfældige" emner ofte ender med mere....Lad os sige...Kliche-fyldt, gentagende og for nogen direkte kedeligt indhold. Dermed ikke sagt tilfældige emner ikke kan være gode: Med en god emnepartner kan der til tider ske random og spændende ting. Men i min egen erfaring kan den slags tilfældige emner godt være ret sjældne.
Det kan være svært altid at finde på et plot, og nogle gange er det bedre ens karakterer venter, til folk har været igennem nogle af deres egne plot.

Eksempel på et emnesvar:
(Bemærk, nogle hjemmesider bruger ikke denne opdeling, men beskriver det hele i deres første indlæg. Der er også en del der sætter f.eks. et billede ind og gør starts-indlægget pænt og tiltalende at se på. Leg gerne med det!)

Sted:
Tid:
Omgivelser: (tit beskrevet i selve emne-indholdet)Vejr:
(Tit kan man "tagge" hinanden i emnet, så folk nemmere kan finde dem. Det sker også her)

Selve indholdet af første indlæg. Introduktion af karakter, introduktion af området og evt. starten på en handling eller situation. Kan sætte stemningen for starten af emnet og give emnepartnere en fornemmelse af hvordan de selv kan komme ind på scenen.


Det næste svar. Og det næste igen.
Efter starten er oprettet, er det emnepartnerens tur til at svare. Der findes emner, hvor der er mere end to deltagere - den slags emner kan kræve en lidt anden opmærksomhed, så derfor vil jeg dække dem en anden dag.
Nu læser man den andens start/indlæg og svarer på det - samt kommer med sine egne nye input. Som ny skal man ikke være ked af, hvis man evt. ikke når op på samme længde af tekst eller detaljerigdom. Det kommer med øvelse! (Hvis det er ens stil: Nogle folk kommer aldrig til at skrive enormt meget, og det er helt okay. Vi skriver alle forskelligt!) :)
Som ny kan det også være god stil at spørge sine erfarne emnepartnere om råd. Der findes idioter derude: Så hvis nogen sviner jer til i samme åndedrag, er det dårlig stil og ikke noget I skal tage til hjertet. Find nogle rare og venlige folk, der måske kan give nogle gode råd. De fleste hjemmesider har som regel også et par guides til at styrke folks indhold - læs dem, hvis I føler for det.

Der er ingen fast systematik i hvad man svare på først, andet end det som regel giver god mening at svare lineært på indholdet. Så indeholder tråden (det sker for selv de bedste, uanset hvor kluntet det kan føles) f.eks. fortsættelse/slutningen på en samtale/handling, men også starten eller videreførelsen af en ny samtale/handling, er man nødt til at tage dem som de er præsenteret. Den første samtale/handling først - og så den næste derefter!
For at mindske forvirring, så svar på den samtale der er først. Stilles der to spørgsmål i emnet, så svar på det første først - byt ikke rundt på dem. Det har noget at gøre med fornemmelsen af tiden i emnet. Det andet spørgsmål kan være stillet samtidig, og så må I svare på dem som I vil. Men er de stillet på to forskellige tidspunkter, giver det tidsmæssigt set ikke mening at svare på det sidste først. Det samme med handlinger.Ja...Tiden i et emne kan være noget flydende, så denne regel gælder jo ikke altid. Eller måske vil ens karakter slet ikke svare på det ene spørgsmål. Men det er en god tommelfingerregel.
Jeg håber I havde tungen lige i munden...Det kan være svært at forklare. Men frygt ikke! I vil hurtigt se hvad jeg mener, når I selv får emnet løs! :)

Gode råd til at skrive et indlæg:

- Detaljer. Detaljer kan for nogen føles kvælende, og for andre gøre det mere indlevende og spændende. Find din egen balance for hvor mange der skal være. Det er normalt at præsentere sin karakter i første indlæg. Der beskrives ens karakters udseende. Er du dårlig til tøj, så frygt ikke. Jeg kører tit med generelle beskrivelser, og mange finder links til tøj de sætter ind.
Hvor detaljeret omgivelserne er, eller hvor detaljeret I beskriver handlingen i emnet, er forskelligt. Men har I svært ved at skrive mere end to sætninger hver gang, så overvej de detaljer der normalt vil være: Tag et øjeblik, luk øjnene og forestil jer scenen. Hvad ville der være i de nærmeste omgivelser? Hvilke bevægelser ville karakteren naturligt lave, måske også i forbindelse med hvad karakteren siger? Hvordan ville følelser vise sig i kropsproget? Hvilke slags detaljer man kan bruge er også et helt blog-indlæg i sig selv, så det vil jeg uddybe en anden gang. ;)

- Sørg for at forstå din emnepartner. Et emne kan hurtigt køre på vildspor eller føles forkert, hvis man ikke helt forstår hinanden. Det sker, at noget er beskrevet på en sjov måde eller måske er emnepartneren udfordret med sin grammatik. Disse ting kan ske for selv de bedste. Selv jeg må til tider skrive til nogen, eller selv blive spurgt! Så spørg vedkommende, hvis du er i tvivl om noget. Det gør det meget nemmere at svare selv.

- Bliv i tiden. Ja, det er lidt den lineære snak igen. Det kan virke forvirrende og forstyrrende, hvis man hopper rundt i emnets tid. Svare på spørgsmål, på det forkerte tidspunkt. Gør en handling på et sært tidspunkt, hvor man normalt ikke ville gøre den. Jeg har haft emnepartnere, der har lidt svært ved at holde et logisk syn på tid og handling. Jeg kan som regel se hvad de mener, og svare på det. Men det ændrer ikke på jeg hver gang stopper op og tænker "Hvorfor ville X gøre det nu?".
Det samme gælder rent grammatisk. Laaaaangt de fleste emner er i 3. person datid (Altså "Han havde..." og ikke "Jeg har..." eller "Jeg havde..."). Skifter man rundt og begynder at skrive ud fra f.eks. en jeg-fortæller, kan det igen virke dybt forstyrrende for flowet i historien.

- Tænk ud af boksen. Det er okay at afprøve det, vi erfarne efterhånden kalder de "gode gamle klicheer". Det er en måde at starte op på. Prøve det af. Men så snart du er tryg nok til at prøve en ny situation, så gør det! De færreste gider det samme igen og igen. Spil med på det din emnepartner gør eller lægger op til i emnet (så længe det ikke er reglement-stridigt), og prøv at spil bolden tilbage med noget nyt! Det er et samarbejde. Det gælder om at kaste bolden frem og tilbage. Det kan blive kedeligt for emnepartneren, hvis denne er den eneste der bringer noget nyt ind i emnet - og især hvis den de spiller med, ikke engang svarer på det og spiller med på det. Det er hele pointen! :)

Det blev endnu et langt indlæg fra min side af. Heldigvis er de fleste af jer nok van til at læse en del! ;)

Rigtig glædelig jul! Vi ses mellem jul og nytår.

Hvad er dine gode råd til at starte op med et emne? Eller dine gode råd/erfaringer med at skrive generelt? Hvordan skriver du - og hvordan fylder du fyld på?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar